Længe leve wifi, når nu Telenor ikke vil dække Jylland! ;)

jun-16-2011
Liv på Mars

Efterhånden er der gået lang tid siden, jeg sidst har været aktiv på bloggen. Skolen og familien har simpelthen taget al min tid… Så lige meget hvor meget jeg gerne har villet blogge, så har inspirationen og tiden ikke været der! Ja, efterhånden er spørgsmålet om der liv på Mars bedre belyst end spørgsmålet om hvorvidt der er liv på DenBruune.dk!

Men nu skal det være slut, for nu har jeg ferie! Var til min sidste eksamen i går, så nu er det officielt: Sommerferie til 17. august! Dog skal du ikke regne med, at jeg nu begynder at blogge om Danmarks kedelige sommervejr, politik eller hvad de sender på Zulu! Det skulle jeg i hvert fald nødigt få tid til, med de sommerferieplaner jeg har lagt!

Tirsdag d. 28. juni tager jeg nemlig den lange rejse til den anden side af jorden for så at blive væk i 6 uger. Jeg har nemlig valgt at bruge min sommerferie i Australien, hvor jeg skal ned og bo hos en Australsk familie, være spejder og gå i skole. Hele “turen”, hvis man da kan kalde det det, er et projekt arrangeret af Fællesrådet for Danmarks Drengespejdere. Ja, det lyder meget nørdet, men er det egentlig ikke. I bund og grund er det et samarbejde mellem spejderkorps i Danmark og Australien om udveksling.

Jeg selv har fået en værtsfamilie i Carrum Downs i Victoria, som jeg allerede nu har en fin kontakt til via mail og Facebook.

Tilsidst er der vel bare at sige, at jeg glæder mig utrolig meget! Det bliver virkelig en oplevelse for livet, og hvad er så bedre end at få skrevet lidt ned? I hvert fald er planen, at jeg vil sende lidt hjem til Danmark via bloggen. 6 uger er lang tid, og dagene kan nemt komme til at flyde sammen, og det ville jo være ærgeligt, når nu jeg har denne fine chance for at skrive ned :)

Men i hvert fald må det her være en opfordring til at følge min tur her på bloggen :)

NB: Hvis du føler dig snydt over for lidt information omkring liv på mars, så kan dette link til Rummet.dk måske hjælpe dig videre ;)

Popularity: 2%

mar-18-2011
Matematik terminsprøve

Fredag må uden tvivl være den mest vilde dag på ugen (sammen med lørdag)! Man vågner op med en flad fornemmelse, velvidende at der står skole på kalenderen. Som man så kommer op, får et bad og kommer af sted og mødes med sine med studerende, ja så kan man sgu ikke lade være med at blive i godt humør, for vi ved godt hvad målet med dagen er – at overleve og komme i godt humør, så vi kan komme hjem og holde weekend! Sådan fungerer det   og kommer hjem og har fri i 2 dage! Det er jo en hel vild forandring! Det er noget af en følelsesmæssig rutchebane – på den gode måde!

Selv vågnede jeg i morges med  kriller i maven. Det var nok meget forståeligt, eftersom jeg skulle til terminsprøve i matematik i dag… Uden at sige for meget, så er sådan en prøvedag ikke en af de dage, hvor man bare springer ud af sengen. Men op kom jeg da, og nu sidder jeg her med en meget bedre mavefornemmelse end i morges. Terminsprøven var jo slet ikke så slem som forventet, og jeg nåede da også alle opgaverne og gik endda før tid, og når man så har gået og frygtet prøven hele ugen, ja, så bliver man sgu glad når det lykkedes at gennemføre den :)

Så det kan kun være tegn på en dejlig forestående weekend. I morgen, lørdag, skal jeg arbejde fra 9.30 til 14.00 og så får vi gæster til sen frokost. Den vilde lørdag aften bliver holdt hos min gode ven Christian, hvor vi skal fejre hans fødselsdag. Søndag står den så på afslapning og lektielæsning (og skrivning). Skal have lavet en samfundsfagsaflevering til søndag aften.

Popularity: 5%

feb-27-2011
Canon 500D

Igennem de sidste 3 måneder har jeg kigget på nyt kamera, som jeg kan bruge til sommer, når jeg gerne skulle af sted til Australien. Så er det jo rart med et ordentlig kamera til at forevige minderne. Og nu har jeg så efter langtids kiggeri i Svendborg og på internettet fået købt mig et Canon EOS 500D med objektiv 18-135mm. Et valg jeg er super godt tilfreds med! Godt nok har jeg endnu ikke fået leget så meget med kameraet, men det kommer jo nok. I hvert fald skal jeg have det med til spejder i morgen, så der skal jo nok blive taget nogle flotte billeder.

Jeg har købt kameraet i Svendborg, da jeg så har nemmere ved at få hjælp, hvis der skulle være noget med kameraet. Selvom jeg havde fundet kameraet inkl. objektiv ca. 600 kroner billigere på nettet, men for mig er de penge givet godt ud. Vi må jo gøre lidt for at sikre at vores lokalbutikker kan løbe rundt…

Jeg skal selvfølgelig nok få lagt lidt billeder ind, når jeg har sådan nogle :)

Popularity: 7%

feb-27-2011
Alpendorf

Den nederst del af Alpendorf området

Igen i år har jeg brugt en vinterferie i et sneklædt landskab. Sidste år var det i Norge med spejderne og i år var det i Østrig med min søster. Vi havde fået skituren i julegave – sikke dog en vidunderlig gave :)

Så fredag d. 18. februar havde vi pakket taskerne – nogle mere end andre – og så var det ellers af sted mod Odense, hvor vi skulle med bussen mod Østrig og St. Johann. Efter et busskift i Kolding var det en lang tur mod alperne, men vi overlevede begge turen og med musik i ørene og et godt blad i skødet, så går tiden jo hurtigt… NOT!
Lørdag omkring klokken 8 ankom vi til vores hotel Addorfer Wirtshaus. Udefra liggende det ikke noget vildt, ja og det gjorde det for den sags skyld heller ikke indenfor ;) Men der var varmt og tørt og vigtigst af alt, der var en seng, vi kunne i, når vi skulle sove efter nogle lange dage på ski.

Efter ankomsten kom vi hurtigt i skitøjet, og så var det ellers afsted til det kæmpe skiområde. Her fik vi hentet vores udstyr og så var vi ellers klar til at tage liften de godt 900 meter op til pisterne. Turen tog ca. 10 minutter, og jeg kan love dig for, at man sidder og glæder sig til at komme på ski. Værre blev det så da vi kom op, og fik skiene på. For da jeg vil sætte mine stave i sneen, så knækker den ene stav fandeme! ØV! Så vi måtte have skiene af og så køre ned i dalen igen, bytte stavene (og betale 10 euro i erstatning) for så at køre op igen. Anden gang er jo lykkens gang?, og det gik heldigvis bedre og vi kom af sted på ski.

Den første dag brugte vi vel 3-4 timer der oppe, da vi stadig var noget trætte efter busturen, og så var det ellers tilbage på hotellet og slappe af. Det blev da også til en lille morfar på 3 timer inden vi skulle ned og have aftensmad. Og ja, lad mig da bare kommentere aftensmaden med det samme. Med i turen var der halvpension, så der var aftensmad på hotellet – 3 retter hver aften. Det var jo fint, og den første aften bestod menuen af bouillonsuppe, schnitzel med pommes frites og til dessert en kugle jordbær og vaniljeis og nogle syltede frugter. De følgende dage var det nøjagtig samme menu: Bouillonsuppe, schnitzel og en kugle jordbær og vaniljeis. Der var blot ændret på tilbehøret… Meget sjovt og underligt!

De resterende 3 dage var vi på ski hver dag fra klokken 10 om formiddagen til 15-16 stykker. Det meste af tiden i områderne Alpendorf og Wagrain, som begge var nogle fantastiske områder som havde noget for alle! Brede pister, smalle pister, blå pister, røde pister og sorte pister, funpark, slalombane, speedbane… Ja, alt hvad man kunne ønske sig. Så der blev rigtig kørt ski og vi hyggede os gevaldigt på pisterne med alt hvad der fulgte med af styrt, irriterende skiskoler, kulde, lange køer ved liftene og trælse hollændere! Selv havde jeg lidt styrt dog ikke nogle skader, så jeg er for fit for fight til en ny omgang næste år :)

Tirsdag aften vendte vi igen snuden mod Danmark, og var i Odense onsdag middag. Så der var lige lidt tid til at få slappet af inden arbejdet igen kaldte fredag og lørdag, og ja i dag er det søndag og i morgen kalder skolen igen. Kunne nu ellers godt bruge en dags ferie mere.

Vi fik ikke taget mange billeder der nede, men jeg vil da se om ikke jeg får lagt lidt billeder op snarest.

Popularity: 5%

feb-27-2011
SRO

Fredag i uge 7 skulle jeg aflevere studieretningsogave (SRO) på gymnasiet, og torsdag klokken 03.32 blev jeg færdig med opgaven, efter at have skrevet på den i godt 5 dage. Det blev til 10 tætskrevne sider og så må jeg jo bare håbe på, at opgaven falder i lærenes smag, så jeg kan få en fed karakter :)

I SRO skriver man i to af sine tre studieretningsfag, for mit vedkommende mat B, eng A og samf A og jeg havde så valgt at skrive i samf og mat. Her havde lærene lavet en problemformulering vedr. unge og alkohol. Her skulle jeg skrive om statistik og så kigge på noget statistik og drage nogle paralleler fra statistikken til nogle sociologiske teorier omkring nutidens unge – lidt kliche agtigt, men ikke desto mindre svært at finde statistik omkring emnet.

Men nu er opgaven afleveret og endda før tid – dejligt!

Sidste år skrev jeg jo også en større opgave, dansk/historie opgave, og der gik det jo meget godt. Men den opgave røg også bare ud af mig. Denne gang synes jeg oftere, at jeg var ramt af skriveblokering og uvished i forhold til hvordan jeg skulle skue opgaven an.

Men alt i alt er jeg godt tilfreds med opgaven, og så må tiden vise hvordan det gik med den… ;)

Popularity: 4%

feb-27-2011
.. somthing clever to say

Puha, som tiden går! Jeg har slet ikke været aktiv på bloggen længe, og synes, at min aktivitet her er meget dalende. Det er åbenbart rigtig svært at få tid til alt, hvad man gerne vil… Gymnasiet, arbejdet, familien, spejder… Det tager alt sammen min forbandede sparsomme tid – ja, og så siger kloge hoveder, at man også bør sove lidt en gang i mellem. Det er der jo slet ikke tid til med alt det man gerne vil nå.

Overvejer at konvertere til Jehovas Vidner, da de (eftersigende) har evigt liv efter Harmagedon. Så har jeg jo massere af tid til at tage en uddannelse, skrive blog, rejse jorden rundt, bage kage, være spejder (må man det som Jehova?), at arbejde, sove og feste!
- Når spøg til side…

Jeg har i det sidste stykke tid haft en masse ting at se til. Først og fremmest afleveringer og især den sidste uge op til vinterferien (uge 8) gik med at skrive SRO, som jeg afleverede om torsdagen. Fredag tog jeg så af sted til Østrig for at stå på ski, og nu er jeg så vel hjemme igen og har arbejdet fredag og i dag lørdag. Så kan der komme lidt penge på kontoen igen, for ja, jeg har lige været ude at bruge lidt penge på et nyt kamera. Det er således, at jeg stærkt regner med at skulle 5 uger til Australien til sommer, og så ville det jo være perfekt med et ordentlig kamera, så jeg kan forevige alle de (forhåbentlig) gode minder. Så nu har jeg så fået købt mig et Canon EOS 500D med en EF-S 18-135mm linse. Har endnu ikke fået leget så meget med det – mest kun her hjemme, men lige så snart det bliver til noget ordentlig, skal jeg nok dele ud ;)

Egentlig er min plan også at få skrevet et lille dybere indlæg om hver af disse emner inden for den nærmeste fremtid – så følg med :)

Til sidst, så vil jeg lufte lidt tanker jeg går med vedr. nye projekter.
Pt. har jeg gang i et projekt omkring noget sms – mere om det når jeg kommer dertil. Og ellers så går jeg, og overvejer at skifte min blog ud med en Tumblr.com blog, men det er noget jeg lige skal have tænkt helt igennem.
Skulle du have interesse, kan du se lidt af bloggen her ChristianBruun.me.

Popularity: 4%

feb-9-2011
Radio Karen

Radio Karen

Tidligere har jeg skrevet om filmatiseringen af Radio Karen på TV2 Zulu, og nu er jeg så klar med en opfølgning, for nu er der både blevet udgivet trailere og tidspunkt for det første afsnit!

Mandag den 14. februar klokken 19.50 bliver således første gang, at du kan stifte bekendtskab med værterne Kirsten, Bodil, Arne, Urdahl m.fl., og deres mange underlige samtaler med borgere fra Sydhavnen i København. Som beskrevet før så bygger hele serien på autentiske optagelser fra Radio Karen blot tilsat lidt dukker i bedste Anna og Lotte stil.

Selv har jeg set samtlige klip på Youtube, og det har blot tændt min nysgerrig endnu mere… Når, men hvis du stadig skulle være i tvivl, om hvorvidt du skal se Radio Karen på mandag, så synes jeg, at du skal tjekke de følgende 5 trailere ud – ikke mindst fordi de bare er hammer sjove!

Du får den lige en sidste gang:
Mandag d. 14. februar = Radio Karen på Tv2 Zulu!

Popularity: 5%

feb-6-2011
DanielBahl

Daniel BahlHvor mange gange i dit liv har du ikke tænkt over, hvor fedt det kunne være at leve af sin største interesse? Det er hvad enten, du går rundt med en skuespiller i maven, en utrolig viden om brasilianske græshopper i skandinaviske zoologiskehaver eller en bare en pasion for biler! Så har du mindst en gang overvejet jobmulighederne! Selv kom mit til udtryk i 7. klasse, da vi skulle lave en uddannelsesplan sammen med vores studievejleder. Øverst på min plan stod, at jeg ville være havbiolog og kun af den simple grund, at jeg den gang havde en glødende begejstring for lystfiskeri.

I dette indlæg vil jeg fortælle dig om Daniel Bahl, som driver sin egen side, DanielBahl.dk. Her samler han viden indenfor IT-relaterede emner i form af videoer og artikler, yder support og undervisning til opsætning af servere og programmering, og så til sidst indeholder siden også hans personlige blog!

Men for at vende tilbage til indledningen, så er Daniel Bahl et hammer godt eksempel på sådan en passioneret mand, som har gjort sin store interesse indenfor it til sin levevej. Han er sådan en professionel nørd, og hvor er det fedt! Han udlever sin passion til fulde, og jeg vil mene, at hans passion sikrer mig som kunde, for jeg kommer i højere grad til at mærke, at det er lysten, der driver værket. Det er en kvalitet, jeg lægger meget vægt på, for så ved jeg, at jeg får noget for mine penge!

Netop denne passion kan man mærke hos Daniel, og det gør et abonnement på hans side yderst rentabel! Derfor vælger jeg også at fortælle dig om hans side. Jeg har igennem et par måneder været betalende bruger på hans side, og jeg har i den periode virkelig lært noget af hans guides, specielt indenfor emnet php – og det er selv om, at jeg ser mig selv som rimelig habil i emnet.
Men i kraft af  Daniels videoer og artikler har jeg fået set tingene på en anden måde end normalt, hvilket udvidet min programmerings horisont og givet mig inspiration til at ændre vaner og gøre tingene på en ny måde!

Jeg har været lidt inde på hvad DanielBahl.dk tilbyder, men for at slå det fast med syvtommer søm, så er DanielBahl.dk i korte træk en online læringsportal! Siden sørger for, at du gennem tekst- og videoguides i HD-kvalitet, bliver klædt fornuftigt på i forskellige it-relaterede emner som foreksempel php-programmering, linux og windows servere, WordPress. Blandingen af tekst og video er godt balanceret, så du får mest muligt ud af det. Først kan du læse om emnet, hvorefter du kan se og høre Daniel gennemgår emnet mere detaljeret på video.

Jeg aner ikke, om Daniel har en baggrund som folkeskolelærer (jeg tvivler), men han kan sgu sit kram og formår at servere sine budskaber knivskarpt, så du aldrig er i tvivl om, hvad du laver og hvorfor du laver det.

Du kan således sidde bag skærmen og blive klog på, hvordan du kan programmerer dit eget CMS i php eller hvordan du installerer WordPress på din server. Kritikere vil mene, at denne service ikke er særlig speciel og udbydes af mange. Det mener jeg imidlertid ikke! Først og fremmest er hans højkvalitets dansksprogede videoer om it-relaterede emner helt unikke, og derudover har du som bruger – hvad enten du er betalende bruger eller ej – en høj indflydelse på hvad Daniel skal lave guides om, hvilket jo er lækkert! På den måde kan man få afklaret nogle af de spørgsmål, man går og roder med. Derudover så tilbyder Daniel også personlig support igennem sin brevkasse eller chat! Så mangler du et plugin til WordPress, har du problemer med dine koder eller mangler du en genvejstast i windows? Ja, så er jeg sikker på, at Daniel er klar med svar! Det må siges at være helt unikt, og igen kan man mærke, hvor meget Daniel engagerer sig i ens problemer.

Når man læser hans samtaler på twitter (ja, man er vel stalker), så får man også indtrykket af det personlige aspekt i hans service. Han udviser engagement og interesserer sig for ens projekter. Det har jeg selv oplevet i forbindelse med ErDetSengetid.dk.

Som sagt, har jeg stalket (læs: fulgt) Daniel længe, både på hans hjemmeside og på twitter, inden jeg tog mig sammen til at blive, først gratis, bruger på hans side. Jeg var nemlig lidt skræmt af hans åbenhed og engagement. Det gjorde, at jeg lige skulle bruge lidt tid til at se ham an, for jeg kunne virkelig ikke forstå at man kunne få sådan en service af en “vildt fremmede”. For mig var det overvældende, hvordan andre folk hygge-snakkede med ham på Twitter. Men heldigvis blev jeg klogere, og fik mig taget sammen til at blive betalende bruger på hans side – et valg jeg bestemt ikke har fortrudt!

Efterhånden som jeg har været på siden, er det også blevet mere klart for mig, hvor meget han vil sine brugere. Så sent som i går lancerede han studierabat på siden. Det betyder, at jeg fremover vil kunne købe mig til hans service for kun 129 kroner for 6 måneder – under 1 krone om dagen – i stedet for 95 kroner om måneden. Det er jo lækkert – især når man lever efter sit eget mundheld: “Hvad der er sparet, det er tjent – og så skal der ingen gang betales skat!” ;)

For lige at lave en lille opsamling til sidst, så er jeg klar over, at hele indlægget er meget positivt og meget meget subjektivt, men jeg mener også, at det hele er 100% berettiget. Derfor mener jeg også, at siden bør deles og nå ud til så mange som muligt – hvilket jeg her prøver på :)

Skulle mit indlæg have vækket den mindste interesse hos dig, eller skulle du have den mindste interesse for nogle af de it-relaterede emner, som Daniel har kompetencer indenfor, så synes jeg, at du skal oprette en bruger – det er gratis. Du kan kun blive klogere…
Og er du i tvivl, står, eller snarere sidder, Daniel klar til hjælpe dig videre.

Besøg den professionelle nørds hjemmeside på www.danielbahl.dk.

Popularity: 14%

Switch to our mobile site

Slider by webdesign